Den 22. juni 2019 vil Parnas Natur & Aktivitetspark i Sorø blive centrum for festivalstemning, lækker mad og gode musikoplevelser i smukke omgivelser. Det sker når Fest i Parken løber af stablen. Musikfesten er ment som startskuddet til en tradition, der skal være noget godt for hele Vestsjælland.

 

En tradition er blevet skabt med Fest i Parken og Sorø får i 2019 et stort musikarrangement, der er værd at rejse for. Den 22. juni er der nemlig ægte festivalstemning ved Sorø Sø. Med livemusik fra stærke danske navne Dodo and the Dodos, Shaka Loveless & Wafande samt Queen Machine, kommer festivallen godt fra start. Det er både muligt at komme med som gæst eller få en deltagende rolle som sponsor, frivillig eller samarbejdspartner.

”Drømmen er, at det her skal blive en stor årlig tradition, der binder hele Vestsjælland sammen,” fortæller Helle Due, forpagter på Parnas Natur & Aktivitetspark. ”Det naturskønne område er perfekt til at give den rette festivalstemning, med udsigt ud over Sorø Sø.”
Hun fortæller: ”Sidste år forsøgte vi os med en lidt mindre udgave – og det var en bragende succes. Så vi giver det alt og tror på, at en musikoplevelse i den kvalitet, der ikke slår bunden ud af budgettet, er lige hvad Vestsjælland har brug for.”

Solide bands og god mad

De tre bands er allerede klar til at spille op og det er erfarne navne, der kommer og byder på deres bedste indsatser. Dodo & the Dodos er et etableret navn, der har masser af danseklare hits til den danske Festivalscene. Shaka Loveless & Wafande er etablerede navne, hvis musik selv den mest afslappede musikkender har hørt og Queen Machine er et passioneret Queen-kopiband der i dén grad gør forlægget ære.

Mad og drikke er vigtigt på en musikfestival, og der er et bredt udvalg i alle prisgrupper, takket være flere af lokalområdets bedste leverandører.